Principper for vidensdeling

De fire spørgsmål med svar:

1. Hvad er forudsætninger for videndeling

A. Eksplicit viden.
Denne viden kan gøres eksplicit (ved at gøre viden mere abstrakt end i den situation, hvor den først blev dannet) og adfærd, hvor den viden, der skal anvendes, kan opsættes som regler (en form for kogebøger). Denne viden kan principielt overføres til andre, eksempelvis gennem læsning, undervisning m.v..

B) Implicit viden, som kan være enten principiel eller aktuel tavs viden.
Aktuel tavs viden: Kan principielt gøres eksplicit og dermed deles som under pkt. A oven for..

Principiel tavs viden: Kan aldrig gøres eksplicit - vil skulle tilegnes gennem praksis - her opstår læringen i den situation, hvor der er behov for at lære, og det vil være vanskeligt at flytte denne viden til andre situationer (kontekster). Forudsætningerne her er nogle af de forhold, som vi beskriver i forhold til spørgsmål 4 neden for.

2. Hvad er karakteren af det, som deles

Eksplicit viden:
I forhold til at kunne dele viden, så er der vel som oftest tale om data, informationer og videreformidling af regelbaseret adfærd.

Implicit viden:
Implicit viden kræver en mere praksisnær tilegnelse, hvor folk kan inddrage deres erfaringer, forskellige tolkningsmønstre m.v. i en fælles opgaveløsning, evt. gennemført under anvendelse af redskaber. Dermed vil den tavse viden (måske) være baseret mere på intuition (?), og en læsning af vurderinger/problemløsningsmetoder, som anvendes af kolleger m.v. Altså er det måske i virkeligheden her ved deling af den implicitte viden, at videndeling bliver en kompleks affære, da det handler om metakognition.

3. Hvordan skal individerne handle
1. Individets skal opnå bevidsthed om egne mål.
2. Opnå bevidsthed/erfaring med egne redskaber
3. Opnå bevidsthed om, hvad de andre, som jeg samarbejder med, laver.
4. Viden om, hvordan de andre, som arbejder med samme problem som jeg, arbejder på at løse dette.

4. Hvilke typer af værktøjer kan anvendes
1. Distribueret arbejde (eller evt. undgå dette). Eks. samle folk på samme fysiske adresse, forhindre støj ol. som modvirker direkte verbal og sproglig kommunikation.

2. Mangfoldigheden af "webs of significance" (eller sikre, at folk har samme "webs of significance. Eksempelvis ansætte folk, som allerede er påvirket af samme kultur)

3. Graden af "nødvendigt articulation work" (eller reducere dette).

4. Mangfoldigheden af og intensiteten i kommunikation (jo mere intensiv kommunikation, jo mere understøttelse af kommunikation i form af mail-systemer, intranet/web 2.0, telefoner, videokonferencer m.v.)

5. Anvendte artefakter (materielle koordinationsmekanismer, eksempelvis journalsystemer, vagtskemaer)
6. Anvendte immaterialle artefakter (vaner og "erfaringsbaseret" arbejdsdeling. Evt. er det også her, at bevidst arbejde med organisering (eks. at sætte rammerne for Communities of Practice, som i Wengers artikel om Knowledge Management as a Doughnut eller ved at anvende projektorganisering for at få udviklet ny viden)

7. Behovet for hastighed og præcision i opgaveudførelsen (eksempelvis standardiserede kommunikations- og handlemønstre i forbindelse med kriseløsning – eks. indsats fra beredskabsstyrelsen/Falck m.v.).